Ann-Vibekes HjemmeSide: Funderinger: Naturen

Jeg er udpræget indendørsmenneske - hvilket man kan ha' delte meninger om - alt efter om man er psykolog - eller mig. Jeg kan - uden problemer være indendørs i månedsvis, så vidt jeg har kaffe - Cecil og knækbrød nok. "Du skal da ha' frisk luft!" siger de, som mener at vide bedre. Og når jeg svarer: "Det kan jeg få på min altan" sendes jeg blikke fulde af medlidenhed - ganske som fejler jeg noget meget alvorligt.
Trods denne nedsatte trang til at mænge mig i samfundet - kan jeg sagtens føle mig tæt på naturen. Der kan være meget livligt ude på min altan. Ta' nu bare for nogle forår siden.

Til min fornøjelse påbegyndte et solsorte-par et redebyggeri oppe under altanens tagplader. Jeg er ikke så ornitologisk, at jeg kan skelne et solsorte-par fra et andet og jeg havde da osse andet at bruge tiden til, end at følge udviklingen hvert sekund, så da jeg så, at der var 2 påbegyndte reder, tænkte jeg opvakt: "Næ - de bygger rækkehus, hvor er de dog sociale". Senere lod jeg mig fortælle, at solsorte-par som oftest bygger 2 reder, for at narre katten eller ræven. At jeg ikke har kat og at ræven ikke kan komme op på en altan på 1. sal havde solsorte-parret ikke lige tænkt på.
Pga redens beliggenhed, gjorde jeg brug af et spejl, for at tælle æggene og jeg talte 3. Når ungerne var alene hjemme kravlede jeg op på for at se dem. Det var tydeligt, at de havde fået formaninger om at dukke sig, i tilfælde af uventede gæster - men der var én som var særlig nysgerrig - en lille pjusket fyr med morgenhår. Herligt at få øjenkontakt med ham! Der fulgte nu en tid med travlhed, for det nybagte solsorte-forældrepar.

En dag hørte jeg en anderledes lyd fra altanen og så til min store bekymring, at der lå en solsorte-unge på altanbordet. Den var alt - alt for lille og havde næsten ingen "tøj" på. Da jeg som barn havde lært, at man ikke må røre ved fugleunger (for så vil forældrene ikke kendes ved dem) - ville jeg ikke lægge ungen op i reden igen.
Jeg havde det elendigt - og tænkte, at hvis det er prisen for at være i pagt med naturen, så vil jeg ikke betale, og jeg tog den beslutning at nedrive deres ”rækkehus” så snart de var fraflyttet. Den ene forælder kom og satte sig på kanten af altanen og så på sit barn. Lidt efter vendte den sig om og sagde en hel masse hurtigt ud over det ganske land. Jeg følte mig meget sikker på, at den kaldte på sin mage, at han sku' skynde sig at komme, for der var store problemer med et af børnene, som bestemt ikke var stort nok til at klare sig på egne vinger.
Der kom ingen mage - og næste dag var hele familien væk. Det der måtte være blevet råbt var: "Du behøver ikke, at komme med mere mad for vores børn er flyvefærdige, nu kan vi få lov at slappe af".

Jeg nedrev ikke solsorte-rækkehuset - det havde trods alt været mere underholdende end bekymrende at ha' dem boende. Og næste forår flyttede et nyt solsorte-par ind. Når jeg er så sikker på, at det var et andet par, skyldtes det den anderledes forældre-adfærd de frembød i forhold til parret året før.
Efter at ha' renoveret boligen flyttede de ind og lagde æg. Som året før, sneg jeg mig til at se efter, hvor mange unger der kom ud af æggene, når ungerne var alene hjemme (5 á 5 blev det til). Osse disse unger havde fået formaninger om at dukke sig i tilfælde af fremmed-besøge - og i dette kuld fandtes (som tidligere) 1 unge - mere nysgerrig end de andre. Der var osse en meget lille unge - som jeg var usikker på ville overleve. Men alle unger overlevede. Modsat parret året før, gjorde dette par (moderen formentlig) hvad de kunne, for at alle unger sku' komme godt fra reden.

De 4 af ungerne faldt ned på bordet - og ned på gulvet - blev lokket op på bænken - og op på altan-kanten, hvorfra det var nemt for dem, at kaste sig på vingerne. Men den yngste var ikke så nem - og for at gøre det hele mere arbejdsomt for moderen, fik ungen forvildet sig ind i min stue - hen langs panelet under varmeapparatet - og ind i krogen mellem reol og væg. Jeg smed, hvad jeg havde i hænderne for at lokke den lille unge ud til moderen som bekymret gik på altangulvet - og lokkede med lyde - og en larve.
Det lille kræ havde et sylespidst næb så jeg ikke sku' nyde noget. Derfor ville jeg lægge et håndklæde over den. Det var sådan vi fangede min fars kanariefugle, når vi ville ha' dem tilbage i buret - efter endt sightseeing i stuen. Det lod sig bare ikke praktisere - jeg fik simpelthen ikke få plads nok. Det var i øvrigt overraskende for mig, hvor hurtigt sådan et lille dyr kan spurte langs panelerne. Det lykkedes at få ungen skræmt ud til moderen, som fortsatte sit arbejde med at lokke den op på bænken - op på kanten (efter at være faldet på gulvet flere gange) - og ud i den store verden.
Senere på året kom en maler og fjernede rederne, da han sku' male.

Og ta' nu den krage-unge, som en dag satte sig på altanens tag-rende og tiggende strakte hals, for at få brød. Han kom hver dag - op til flere gange dagligt - igennem flere måneder. Det lykkedes mig, at lokke ham ned på altan-kanten for, som jeg forklarede ham, at ville han ville mig noget, så måtte han komme til mig - og jeg lærte ham at spise af min hånd.

Det var underholdende at iagttage ham. Hvis jeg havde lagt lidt ostemad til ham og en skade eller måge - som var større end ham selv nærmede sig pustede han sig op til dobbelt størrelse og så farlig ud. Det lykkedes ham altid at klare distancen.
Dukkede en usikkerhed op om, hvorvidt det var "min" krage der sad på altankanten behøvede jeg bare at åbne døren. Alle andre krager forsvandt skyndsomt - "min" blev. Det var min daglige fornøjelse gennem flere måneder. Jeg legede med tanken om, at han med forårets komme ville bringe sin kæreste med for at vise hende mig og for at vise mig hende - og jeg så forventningsfuldt frem til denne præsentation.

Jeg fik dårlig samvittighed, hvis jeg var nødt til at være væk i flere timer. Og det var ikke uden følelsen af at svigte ham, at jeg tog på bryllups-rejse.Det trøstede mig, at underboen osse fodrede ham - selvom han umuligt kan ha' gjort det lisså omsorgsfuldt som jeg.
Men
En dag kom han ikke mere og bekymrede tanker som: "Ræven har taget ham" - "Katten har taget ham" - "Svanen har taget ham” "Han er druknet". Men måske fandt han "bare" et andet (bedre og mere stabilt) spisested.

Og så er det at det undrer mig, at andre har så travlt med, hvad der er godt - for mig. Den friske luft er god for mig - naturen er god for mig - at komme ud blandt andre er så godt for mig. Og det undrer mig, at det skal gøres sygeligt/afvigende, at jeg kan nøjes med frisk luft og naturoplevelser på altanen.

Fra mine år i psykiatrien ved jeg, at det blir gjort til et problem (læs: symptom) hvis en patient ikke er til udendørs-oplevelser. "Patienten har isoleret sig i hjemmet" og "Patienten isolerer sig i afdelingen" Det kan være symptom på…............en eller flere psykiatriske lidelser.
Fra andre, der har konsulteret en psykolog, ved jeg at psykologen i terapeutisk øjemed og efter bedre vidende har "pålagt" sin patient - at gå ud blandt andre - at gå på udstillinger - at gå ud i naturen.
Men hvad kan måle sig med de oplevelser man kan få på sin altan?

Jeg undrer mig og tænker: Er det mon psykologens eget behov?!