Jeg er ryger - og for mig er det, at tænde en cigaret
forbundet med livskvalitet. Som ryger mener jeg, at man har pligt til at
være en hensynsfuld ryger. Jeg skal være den første til at indrømme, at det er
meget ubehageligt at komme ind i et rum, hvor der ryges/har været
røget.
For mig er det osse meget ubehageligt at komme ind et sted, - det
være sig venteværelset hos lægen eller en bus, hvor der lige har
opholdt/opholder sig en kvinde eller mand (for det er m/k-tider (osse) på dette
område) der har overdrevet sit forsøg på at skjule sin kropslugt med eau de
cologne, parfume/barbersprit. Det har været så slemt, at det var nødvendigt for
mig at stå af bussen, for enten at gå eller at ta’ den næste. På et tidspunkt
fik jeg migræne, i samvær med mennesker, der havde et umådeholdent forbrug af
parfume/barbersprit. Skal jeg være ærlig, så ved jeg - i dag - at det var
stærkt forbundet med hysteri og irritation over, at disse kvinder/mænd ikke ku’
vise mådehold i deres brug af kropsvand.
”Undlad venligst at ryge” og
”Det er venligt – ikke at ryge” står der på skilte f.eks. hos læger, tandlæger
og offentlige kontorer. Jeg har aldrig set et skilt med ordlyden: ”Behersk
venligst brug af parfume”. Nu ligger der jo heller ikke videnskabelige beviser
på, at man blir dårlig – eller at ens dårligdom kan forværres ved inhalation af
parfume.
Jeg kan osse blive i ganske forfærdeligt humør pga de
stress-symptomer jeg udvikler, når min hørelse blir tvangsindlagt til den musik,
der drøner ud af højtalere i telefoner - forretninger - centre - caféer og
restauranter. Sidstnævnte steder viser dog forståelse og skruer ned, når man
anmoder om det. Er jeg virkelig den eneste, der ønsker mig en
volumen/afbryderknap i et prøverum? Det sker, at det går mig så meget på, at jeg
forlader prøverummet uden at ha’ købt noget med et humør i en sådan forfatning,
at det undrer mig at ikke min mand har søgt skilsmisse. Men heller ikke på
dette område vil man finde beviser - af særlig videnskabelig karakter - for, at
et blodtryk kan stige faretruende eller at nære pårørende kan få bidt hovedet
af.
Passiv rygning er et problem for mange – derom ingen tvivl.
Undersøgelser viser, at en del dør som følge af passiv rygning, der sku’ osse
ligge beviser på, at børn udvikler astma og bronkitis, når de er passive
rygere. Når det så er sagt, vil jeg ha’ lov at mene - at der overdrives, når
det i hensynets tegn passes på os rygere - ganske som mangler vi evnen til at
tænke selvstændigt. Vi belaster samfundet, det koster at behandle os - for,
hvad der nu menes vi kan komme til at fejle på bekostning af vores rygning - er
de evindelige argumenter.
Som årene går, blir der flere og flere steder,
hvor vi ikke må ryge og det vil være synd at sige, at der mangler forslag til,
hvor der skal være rygeforbud næste gang - Arne Rolighed skal nok finde på
noget. Senest har vi fået rygeforbud i Rødovre Centrum (det tror jeg nu ikke
Arne Rolighed skal ha’ æren for) og hvis udsagn skal stå for troende er mange
ikke-rygere taknemmelige over dette forbud, de har ment sig generet af rygere,
trods det, at der er så højt til loftet. Man kan ha’ den (noget
provokerende) mening, at alene irritationen over at der eksisterer rygere kan
forværre eller ganske enkelt fremprovokere de påståede symptomer.
Han
mener det helt sikkert godt – Arne Rolighed. Han ved nemlig at 12.000 danskere
dør hvert år pga rygning. Han understreger, at rygning er et eksistentielt valg,
men fællesskabet har et ansvar for at oplyse om risikoen. Så kan man jo
diskutere, hvem fællesskabet skal/bør bestå af og i min begrebsverden er der
forskel på oplysning og forbud. Et argument er, når der tales om rygeforbud i
IC3-togene, at hvis man kan undvære tobak i flyveren til New York – så kan man
skam osse i toget til Odense. Nu er det bare sådan, at det er noget mere
tidskrævende at ta’ bilen til New York end til Odense. Heldigvis anskuer DSB
denne sag fra en anden og - mere menneskelig vinkel.
Men det undrer mig
rigtig meget, at det skal være lisså dyrt at købe rygeplaster/nikotintyggegummi
som det er at købe tobak. Det jeg mener er, hvis nu det er så magtpåliggende at
få os til at stoppe rygningen så ku’ der jo godt være lidt mere tillokkende, end
som så. Pokker sku’ stå i at købe for 300 kr plaster + inhalator - uden
sikkerhed for, om det har nogen effekt – eller om man i det hele taget kan tåle
det. Her ku’ Arne Rolighed godt trække lidt penge op af kassen og gi’ et tilskud
- det kommer jo igen, ikke?
Faktisk er der flere der dør af manglende
motion end af rygning, så nu afventer jeg, at der kommer et påbud om fysisk
aktivitet 3-4 gange om ugen. Det er lidt spændende, hvordan det vil blive
håndhævet. Måske vil der blive ringet på vores dør på et givent tidspunkt –
(det ku’ få nogle i meningsfyldt arbejde) og forsøger vi at unddrage os, vil der
blive taget førergreb på os. Det kan være, at vi tillades unddragelse fire gange
om året - så vidt vi ligger inde med den rigtige begrundelse
forstås.
Styrthjelm og sikkerhedssele er påbudt - sølvplumper i tænderne
(sikkert snart) helt forbudt - for at passe på os - og for at spare
samfundet. Jeg bruger aldrig sikkerhedssele og det til trods for, at jeg et
par gange har været impliceret i ulykker, der har haft en totalskadet bil til
følge. Men burde det ikke være mit suveræne valg om jeg vil bruge sikkerhedssele
eller ej? Det er da kun til skade for mig selv - men det belaster selvfølgelig
samfundet, hvis jeg skader mig selv i en sådan grad, at jeg i resten af mine
dage skal plejes og passes af andre. Det er vel heller ikke urimeligt, at jeg
(som betaleren) selv bestemmer om jeg vil ha' billige langstidsholdbare
sølvfyldninger - eller dyre plastikfyldninger - der ikke holder tilnærmelsesvis
så lang tid?
Og så er det at jeg undrer mig over – at det er tilladt at
drikke sig fra sans og samling - hver eneste dag om det sku’ være. Det har
nemlig mange priser - det belaster helbredet - det belaster familien - det
belaster samfundet.
Og ingen taler (alvorligt) om tvangsbehandling. Det
ville nu heller ikke gøre den helt store forskel for man kan næppe behandle
effektivt på en person, hvis vedkommende ikke vil hjælpes for
alvor!
