Indholdsfortegnelse
Kunsten at være ærlig


I
Ikke at lyve
er ikke let.

Det er heller ikke
let at lyve:

Tanken om, hvad du vil sige
kan få dig til at glemme,
hvordan du siger det.

Kroppens sprog
er mere sandt end ordets.

En god løgner
må have en god hukommelse,
idérigdom og åndsnærværelse

samt evnen til
ved risiko for afsløring
hurtigt at kunne
tilpasse virkeligheden
til løgnen.

Er du ikke begavet
nok til at lyve godt
er det mest begavet
ikke at lyve.

Er du begavet
nok til at lyve godt
så behøver du
ikke at lyve.

II
I begyndelsen
var ordet sandt,
for ingen havde lært os at lyve
senere mærkede vi
at mange
som mødte deres billede i vore øjne
helst havde knust spejlet.

III
En hvid løgn
kan skåne andre
for en ubehagelig sandhed.

En nødløgn
kan skåne dig selv
for en ubehagelig kritik.

Den som siger mest
har ikke altid mest at sige.

Vildledende
er den som siger noget
han ikke ved
for at slippe for at indrømme

at han ikke ved.

Dobbeltmoral
er at levere våben og fordømme krigen.

Forløjethed
er altid at tale om noget andet.

Gamle bortforklaringer
kan ikke forklares bort med nye.

Hykleren
er kun tro mod sig selv
når nogen ser på.

Halvsandhed
er den del af sandheden
som kan få en halv løgn
til at virke som hel sand

men det er altid synd
at ødelægge en god skrøne
med en unødvendig afsløring.

IV
Løgnen
udsætter det uundgåelige
møde med sandheden.

Hver ny løgn
lægger sten på sten
til en mur så høj
at du til sidst hverken kan nå op

eller tør springe ned.

Den som bygger hus på frossen jord
ser ikke frem mod våren.

Det kan kræve mod
at være ærlig og møde
omverdenens reaktioner.

Det kan kræve mere mod
at skjule sandheden og leve med
frygten for at den åbenbares.

V

Ærlighed
er bare at sige det
som det er.

Helst taler man om ærlighed
hvor den glimrer
ved sit fravær.

Før byggede ærligheden
på tro og love

nu kommer den til ære
og værdighed
når en løgn virker mindre givtig.

VI
Skinhellighed
er at korse sig over
at andre gør det
man selv ikke tør.

Ønsker du at anses
for at være
en ærlig person
er en god begyndelse
at være det.

Utroskabens problem
er at holde rede på de løgne
handlingen kræver.

Enklest er det
at leve så du ikke behøver
at skjule hvordan du lever

det kan være nok så spændende.

Hellere såret af en sandhed
end smigret af en løgn
thi, det er livsfarligt
at lade sig hæve til skyerne
før man kan flyve.

Man bør turde
tage imod en rose uden at frygte
at få torne i hånden.

VIII
Måske vinder du noget
ved at sige det,
du tror at jeg vil høre.

Men hvor meget bliver så sagt
af det du egentlig vil sige?

Altid at mene
hvad du siger er bedre
end altid at sige
hvad du mener.

At sige det rigtige
er ikke altid det rigtige.

At servere sandheden
i små portioner
er som at kupere hvalpehaler
en bid ad gangen.

At servere sandheden
på én gang
er som at drukne den
som trænger til et glas vand.

Sandhed som sårer
er sjældent helt sand.

Klar besked
er den korteste vej
mellem to afvigende standpunkter.

IX
At sladre
er at tale om andres fejl og mangler
for at undgå at vedgå sine egne.

Man kan fristes
til at deltage i det
man helst vil tage afstand fra.

Rygter
varer evigt
for de mangler både hoved og hale.

Den som bagtaler andre
har mange tilhørere
for ingen tør forlade rummet.

X

Påskud
er at anføre en god grund
til en dårlig handling.

Hykleri
er at skjule en dårlig grund
til en god handling
men hvem kan vide sikkert
hvad der er godt eller dårligt?

XI

Du kan vinde
mere tillid gennem konsekvens
end gennem ærlighed
men hvor konsekvent kan du være
uden at være ærlig.

Ethvert svigtet fortsæt
er et brudt løfte til dig selv -

Tillid
til andre
forudsætter tillid til dig selv.

Selvtillid
får den som holder sine løfter
til sig selv.

Din tro på andre
er som andres tro på dig.

Hvem tør tro på den
som ikke tør tro på sig selv?

Hellere en skuffelse af og til
end aldrig at turde tro på nogen.

Den du har hørt lyve
for andre
har svært ved at overbevise dig
når han taler til dig i samme tone.

Tillidskapital
som er opbygget gennem år

kan forødes på få sekunder.

XII
Upålidelighed
er at sige nej
ved først at sige ja
og derpå gøre nej.

Pålidelighed
er aldrig at afgive et løfte
som ikke allerede er opfyldt.

Hellere klart nej
end grumset ja.

Utydeligheden
taler sit tydelige sprog.

Hvert brudt løfte
er en tilbagevirkende løgn.

At genoprette
svigtet tillid
er som at reparere knust glas.

XIII

En troværdig løgn
finder bedre genklang
end en utrolig sandhed.

Hellere nægte
at tro på det du ikke ser
end at nægte
at se på det du ikke tror.

Intet
behøver tvivl
- undtagen det selvfølgelige.

- Du lyver!

Det siger løgnen
når den trues af sandheden.

Den pioner
som aldrig blev kaldt løgner
var måske ikke nogen større banebryder.

XIV
Den fordomsfulde
er helt overbevist om noget
han ikke ved.

Skråsikkerheden
fornægter sin egen tvivl.

Ingen løgn
bliver mere sand af at blive troet.

Sandheden
lader sig ikke rokke af andres tvivl.

Martyr
kaldes den som nægter
at ofre sin egen sandhed.

XV
Den selvsikre
behøver ikke spørge en anden
for at turde tro
det han allerede ved.

Den som virkelig ved
behøver ikke at overbevise andre.

Tro kan opstå
af mangel på mod
til at erkende mangel på viden.

Blind tro
har den som erstatter sin egen tro
med en andens.

Tillid er den tro
som ikke tror
at man skal tro
på en særlig tro
for at være troende.

En vejbeskrivelse
kan være længere
end selve vejen.

Ved manglende
overensstemmelse
mellem kort og terræn
kan du fristes til
at tro på kortet.

Ved manglende
overensstemmelse
mellem forskellige kort
kan du blive tvunget til
at finde vejen
på egen hånd.

XVI
Bag hver løgn ligger en frygt.

Overvældende
er det problem du forsøger at løse
ved at fornægte dets eksistens.

Hvis sundhed
havde været forenelig med løgn
så havde flere af os været raske.

Det gælder om
at have den rigtige sygdom
til den medicin man får.

Hvis sandheden
havde været i vinen
så havde flere af os
allerede været frie.

Vinen løser
lettere tungens bånd
end hjertets.


XVII
At give
må være saligere end at tage
men du snyder
både dig selv og modtageren
hvis du giver mere end du har.

Den som lever
for at opfylde andres forventninger
har svært ved
at leve op til sine egne.

Fornægtet behov
bliver hverken tilfredsstillet
eller ryddet af vejen


XVIII

Foragte andre
gør den, hvis egen svaghed
hindrer ham i at se
sin egen svaghed.

Selvbedrag
er at skjule noget for sig selv
som andre allerede ved.

Kun en løgner
ville påstå
at han aldrig lyver.

Den indbildt syge
har en ægte oplevelse
af en indbildt sygdom.

Indbildt sørgmodig
er også sørgmodig.

Indbildt glad
er også glad.

Indbildt styrke
kan være virkelig svaghed.

Indbildt svaghed
kan være virkelig styrke.

XIX
Forsøg på at skjule
er at afsløre
at der er noget at indrømme.

Selvkontrol
er at forestille
den du hellere ville have været.

Hvis det blev betragtet
som mindre nedværdigende

så havde det nok været lettere
af og til at krybe til korset.

Optræder du
som en anden end den du er
får du ikke at vide
hvordan du selv ville blive modtaget.

Undertrykker du dig selv
for at behage andre
kan det du undertrykker
få et sådant udtryk
at du ikke behager nogen.

Med smukke masker
vildleder vi hinanden
om hvordan vi føler
og har det.

Lader vi maskerne falde
mødes vi

- formentlig for første gang.

Udfaldet
af et sådant møde
kan man ikke forudse.

Derfor venter vi…

Der findes mange
som aldrig
har mødt
et andet menneske.

XX
Sandt for den ene
kan være løgn for den anden.

Antallet af forskellige billeder
af samme virkelighed
stemmer altid overens
med antallet af iagttagere.

Den godtroende
tror på det gode
som ikke er der.

Den mistænksomme
går glip af det gode
som er der.

Vi formår ikke altid
at se det, vi tror
at vi ikke kan påvirke.

Billedet af det
du vil have
hindrer dig i at se det,
du virkelig får.

Det gælder om
at indse at vi ser noget
andet end det vi tror vi ser.

Selvom det du ser ikke er godt
så er det godt at du ser.

Vil du se en smukkere verden
hjælper det ikke at lukke øjnene.

Illusionen
er et billede af virkeligheden
som er uafhængig af virkeligheden.

Omverdenen
bekræfter vort behov
for illusioner.

Hvis sandheden
var markedstilpasset
så ville den være mere efterspurgt

- og mindre sand.

Hele dit jeg
arbejder på at bevare
dine illusioner.

Vil du se virkeligheden
behøver du derfor
hele dit jeg

- og lidt til.

XXI

Tror du
at du ved hvordan jeg er
behandler du mig
som om jeg var den
du tror.

Så inspireres jeg
til at modsige dig
som du forventer
og du kan med rette sige:

- Hvad sagde jeg!
Hvis du får ret

uanset
om du forventer at møde engle
eller djævle
så gælder det om
at vælge
den rette forventning.

XXII
Ønsketænkning
er at tro, tænke og handle
som om virkeligheden
allerede
var den du ønsker.

Hvis ønsketænkningen
senere virkeliggøres
så var det ikke ønsketænkning
men et bevis på den tro
som kan flytte bjerge.

Eller også
var det en ren tilfældighed
men det
kan jo være lige meget.

Lettere er det
at se andres fejl end egne
thi, sværere er det
at bære over med egne fejl
end andres.

Ingen undgår
sin egen sandhed
ved at hjælpe andre
med at finde deres løgne.

Der findes kokke
som nødigt
spiser deres egen suppe.

Sandheden
kan være så smertelig
at du foretrækker en illusion.

Illusionen
kan være så smertelig
at du foretrækker sandheden.

Derfor er sandheden
ikke et spørgsmål om moral
men om velbefindende.

Sandheden
befrier dig fra det
du ikke har
og giver dig det som allerede er dit.

Vi søger
hen til den
som bekræfter vore løgne.

Vi havner
hos den
som afslører vore løgne.

Livskrisen
er som en fest
hvor sandheden kommer
som en ubuden gæst
for senere at blive accepteret
som medlem af familien.

At lette sit hjerte
er frivilligt at erstatte
en uholdbar løgn
med en pinlig sandhed.

At møde sig selv
er at acceptere
sin egen sandhed

og finde en verden
som ikke begrænses
af frygten
for hvad andre vil synes.


XXIV

At lyve for andre
er ikke halvt så dumt

som at bedrage sig selv.

Men kun den
er ærlig mod sig selv
som ikke har behov
for at lyve for andre.

EFTERORD

Vejviseren
er ikke vejen.

Sandheden om sandheden
er ikke sandheden.

Livet
lader sig ikke erstatte
af kloge ord om livet.

PS

Det er lettere
at skrive en bog
om ærlighed
end at foregå
med et godt eksempel.